Om

Om klinikken

Camilla Holm Fysio er en fysioterapi-klinik, der gennem individuel konsultation
har fokus på at vejlede og behandle kvinder med Rectus Diastase (delte
mavemuskler) samt bækkenrelaterede smerter og udfordringer. Desuden tilbydes der
holdtræning til ovennævnte problematikker samt Fysio Flow og Babymotorik.

Fagligt

Jeg er uddannet med en professionsbachelor i Fysioterapi fra Via University
College Holstebro i 2010 og har de sidste 10 år arbejdet som privatpraktiserende
fysioterapeut på klinik i Tarm. Jeg har derfor en bred viden og et solidt
erfaringsgrundlag. Jeg har taget nedenstående kurser og efteruddannelser:

Privat

Jeg er 37 år og bor sammen med Phillip i Tarm, hvor vi begge er født og
opvokset. Sammen har vi Ida fra 2013 og Mads fra 2017. Min fritid nydes sammen
med familie og venner. Jeg finder ro i en gåtur i naturen og når jeg fordyber
mig i en god bog.

Min vej til klinikken

Efter jeg fødte mit andet barn, fik jeg selv rectus diastase (delte
mavemuskler). Til trods for at jeg var fysioterapeut, vidste jeg forbavsende
lidt om tilstanden. Jeg begyndte derfor at søge efter løsninger og
træningsmetoder og har afprøvet en del, som var (efter min mening) alt for
omfattende, når man også har 2 børn og alt hvad en hverdag som småbørnsfamilie
indebærer. Følgerne af rectus diastasen fyldte utrolig meget for mig både fysisk
og psykisk, så jeg vidste, at noget måtte der gøres! Heldigvis kom jeg ind i
fysioterapeut Elin Solheims univers og lærte utrolig meget både privat og
fagligt. Jeg fandt en træningsmetode, der gav mening for mig personligt, men som
jeg også kunne stå inde for fagligt. Det blev startskuddet til min nuværende
store faglige passion og baggrunden for, at jeg vil gøre mit bedste for at
hjælpe andre kvinder i samme- eller lignende situationer. Træningsmetoden er en
realistisk og sikker tilgang til at få kroppen velfungerende og stærk. For mig
er det blevet et mindset, da jeg inddrager teknikker og bevægelser i min
dagligdag, så kroppen så vidt muligt får tilføjet de rette stimuli hele dagen.
Samtidig vil jeg gerne være med til at nedbryde det tabu, der er omkring
udfordringer med bækkenbundens funktion. I processen med at udvide min faglige
viden på området, blev jeg nemlig også opmærksom på, hvor mange oversete gener,
kvinder lider af. Få ved, hvad de skal gøre eller tør at tage skridtet og søge
hjælp. Det er ikke alt, der kan klares med knibeøvelser og hård fysisk
efterfødselstræning.

Mine faglige værdier og visioner

Jeg lægger vægt på at skabe tillid til dig gennem ærlig samtale og grundig
undersøgelse. Jeg bestræber mig på at være opdateret på den nyeste viden
indenfor mine arbejdsområder og nyder at tage kurser og fordybe mig i faglig
litteratur. Det er en stor frihed for mig, at jeg kan tilrettelægge mødet med
dig som klient ud fra de behov du har. Derfor vil jeg også altid benytte mig af
det tværfaglige samarbejde og sende dig til andre mere fagligt kompetente eller
søge sparring, hvis det er nødvendigt. Jeg har ganske enkelt en vision om at
hjælpe kvinder med at finde trygheden i egen krop! Det er samtidig et stort
privilegium for mig at arbejde med små børn til Babymotorik, hvor jeg støtter og
vejleder dem og deres forældre i den gode motoriske udvikling. Det er vigtigt,
at man helt fra spæd er med til at give de bedste forudsætninger for, at en
optimal udvikling kan finde sted. Jeg har selv stået som nybagt mor og ved hvor
mange informationer, man skal forholde sig til. Derfor er det mit mål at
videregive min viden, så overskueligt og brugbart i hverdagen som muligt.

Camilla Holm Fysio